I forbindelse med Stofmisbrug 2008 konferencen blev der af
CASA (Center for Alternativ Samfundsanalyse) udarbejdet en
statusrapport over situationen på
stofmisbrugsbehandlingsområdet ude i kommunerne.
Rapportens empiriske materiale består bland andet af data
fra Tilbudsportalen, telefoninterview med ansatte i kommunerne,
kommunernes hjemmesider, interview med aktører på
stofmisbrugsområdet i kommunerne og dialogmøder.
Rapporten peger blandt andet på, at kommunerne organiserer
sig forskelligt. Omkring halvdelen af kommunerne har eget
behandlingstilbud til stofmisbrugere. Den anden halvdel har
indgået samarbejdsaftaler med enten nabokommuner eller
regionale tilbud. Det er primært de store kommuner, der har
eget behandlingstilbud. Indenfor de kommunale tilbud er der stor
forskel på kvaliteten af den behandling, der tilbydes. Blandt
andet er der stor forskel i antallet af ambulante pladser pr.
indbygger samt ansættelse og anvendelse af professionelt
personale som eksempelvis læger og psykologer.
Rapporten peger endvidere på, at samarbejdet i kommunerne i
forhold stofmisbrugsbehandling er blevet både lettere og mere
tydeligt. De kommuner, der har hjemtaget misbrugsbehandlingen,
oplever, at det er lettere at koordinere indsatsen i forhold til at
udarbejde handlingsplaner og behandlingsplaner. Men selvom det er
blevet lettere, er der fortsat problemer. Formålet er at
opnå så sammenhængende tilbud som overhovedet
muligt, og dertil mangler stadig et bedre samarbejde mellem
misbrugsdelen og den sociale del som bolig, sundhed, omsorg og
netværk, og mellem misbrugsdelen og jobcentrene omkring den
arbejdsmarkedsrettede del, og generelt bedre samarbejde med
psykiatrien.
Inden for nogle særlige områder sammenfatter rapporten
et generelt behov om udvikling i kommunerne:
• Bedre koordinering og et samarbejde i forhold til
børn og unge misbrugere i overgangen fra de er under 18
år til de bliver over 18 år
• Tilbud til nye ungegrupper af misbrugere. Tilbud, der
kombinerer indsatser i forhold til deres sociale problemer og
misbruget
• Botilbud til stofmisbrugere
• Omsorgs- og sundhedstilbud til de ældre
misbrugere
• Sundhedsfremmende indsatser overfor stofmisbrugere
generelt
• Opmærksomhed på og indsatser i forhold til
stofmisbrugere med anden etnisk baggrund end dansk.
Afslutningsvis peger rapporten på en række udfordringer
for kommunerne i den kommende tid inden for stofmisbrugsbehandling.
Herunder er forhold som
Fremtidig struktur og organisering - i fremtiden
vil flere og flere kommuner hjemtage misbrugsbehandlingen
Helhed og faglighed - kan kommunerne løfte
arven fra amterne omkring udvikling af faglige og specialiserede
tilbud på misbrugsbehandlingsområdet
Integration eller parallelsamfund - skal
stofmisbrugeren indgå som en integreret del af samfundet
under sin behandling eller skal eksempelvis arbejde og aktivering
foregå inden for behandlingsstedets egne
aktiveringsprojekter
Brandslukning eller brandsikring -
stofmisbrugsbehandling har været præget af
brandslukning. Et mål i sig selv må være at
arbejde hen imod behandlingsarbejde som brandsikring
Rekruttering og uddannelse - i de enkelte kommuner
er det svært at rekruttere professionelt personale. Endvidere
indgår arbejde med misbrug ikke i professionelle
grunduddannelser som socialrådgiver, pædagog og
læge. Derfor er der stort behov for efteruddannelse og
kvalificering af personalet
Målsætninger på
stofmisbrugsområdet - der er stor forskel på
befolkningen og politikeres opfattelse af, hvad behandling
går ud på, og hvordan der reelt arbejdes med
misbrugsbehandling. Der skal i fremtiden opnås en klarhed
omkring, hvad behandling er, hvad det går ud på, og at
behandling ikke nødvendigvis har stoffrihed som
målsætning.
Læs hele CASAs rapport her