23. februar 2009 afholdes en national konference om
pårørende til stofmisbrugere. Der er over 100
tilmeldte til konferencen, som er arrangeret af KABS VIDEN i
samarbejde med Rusmiddelcenter Odense og Silkeborg Kommune.
"Fra barriere til ressource" er titlen på
konferencen, som afholdes i Glostrup Fritidscenter i
tidsrummet 09.15 - 15.00.
Baggrunden for konferencen er den betydningsfulde rolle,
pårørende til stofbrugere ofte spiller i behandlingen
af stofbrugere. I behandlingssystemet kan pårørende
til stofbrugere somme tider opfattes som en tidskrævende
barriere eller belastning.
Konferencens mål er at gøre behandlerne bevidste om
den indflydelse, pårørende har på både
stofbrugerne og behandlingen samt at inspirere til samarbejde
mellem stofbrugere, pårørende og
behandlingssystem.
Antallet af pårørende til stofbrugere i Danmark kan
ikke fastsættes, men fra officiel side regnes der med, at der
her i landet findes cirka 25.000 stofbrugere. En stor del af deres
pårørende har en løbende kontakt til
behandlingssystemet, der ikke altid kan karakteriseres som positiv
for hverken stofbrugere eller pårørende.
Konferencens deltagere kommer til at høre oplæg fra
leder af Hotellet Jannie Petersen, ph.d. Helle Lindgaard samt ph.d.
Thomas Mackrill. Syv forskellige workshops varetages af erfarne
fagfolk inden for området.
KABS behandlingscenter for stofbrugere, Misbrugscenter Silkeborg,
Rusmiddelcenter Odense samt Netværket i Københavns
Kommune står bag konferencen. KABS varetager den ambulante
stofbrugsbehandling i hovedstadsområdet.
Ved ønske om deltagelse i konferencen eller ved
spørgsmål i øvrigt kan
konferencearrangør og projektleder Niels Holbraad kontaktes
på telefon 21 74 28 04 eller niels.holbraad@glostrup.dk
Download program