KABS i Hvidovre tilbyder nu behandling med
lægeordineret heroin. Brugerne får mulighed for at
injicere steril heroin på stedet under overvågning
af sygeplejersker. Det betyder tæt kontakt til
personalet og bedre mulighed for rådgivning og
behandling.
Målgruppen for
tilbuddet
Målgruppen for heroinbehandlingen er en mindre
gruppe stofmisbrugere, som ikke har tilstrækkeligt udbytte af
metadonbehandlingen, og derfor fortsat injicerer illegale stoffer.
De er samtidig truet af alvorlige helbredsmæssige skader i
form af infektioner, blodpropper o.l.
Forbedring af livskvalitet
Forsøg med lægeordineret heroin i Schweiz,
Tyskland, Holland og England har vist, at der er en markant
forbedring af livskvaliteten for brugerne. Behandlingen har en
dokumenteret positiv effekt i form af bedre helbred, mindre
kriminalitet, reduceret misbrug af andre stoffer samt bedre sociale
relationer. Det er også baggrunden for, at heroinbehandling i
Danmark ikke først skal afprøves gennem
forsøg.
Vægt på samtale og rådgivning
Tilbuddet er tilrettelagt, så brugeren kan komme hos
KABS op til to gange om dagen og injicere heroinen under
overværelse af sundhedspersonale i hygiejniske omgivelser og
med den fornødne hjælp inden for rækkevidde.
Klinikken har åben kl. 8 - 18 alle ugens dage. Heroins
virkningstid er 6-8 timer, og der er derved risiko for, at brugerne
kan opleve abstinenssymptomer i aften- og nattetimerne. Derfor vil
de fleste brugere blive behandlet med supplerende doser metadon.
Den lægeordinerede heroin er diacetylmorphin - et sterilt
farmaceutisk præparat, som fremstilles i Schweiz.
Integreret behandling
KABS betragter heroin som et præparat på lige
fod med andre medicinske tilbud. Derfor er heroinbehandlingen
integreret i det eksisterende tilbud i Hvidovre afdeling. Det
betyder, at der bliver lagt lige så stor vægt på
samtaler, rådgivning og terapi, som der gør ved al
anden behandling i KABS.
Ved det daglige fremmøde får brugeren en tættere
kontakt til både det sundhedsfaglige og det socialfaglige
personale og målet er, at brugerne bliver så
velbehandlede, at de sammen med personalet kan arbejde mere
målrettet med deres øvrige problemstillinger.
Ny sundhedsfløj
KABS' tilbud om heroinbehandling har hjemme i Hvidovre
afdeling, som gennem snart 10 år har varetaget social og
lægelig behandling af ca. 300 stofbrugere. Som en udvidelse
af de eksisterende lokaler er der blevet indrettet en helt ny
sundhedsfløj med plads til ca. 40 brugere. Den nye
fløj indeholder bl.a. et lokale med kabiner, hvor brugerne
kan injicere heroin under overvågning af sygeplejersker. Der
er lægekonsultation, undersøgelsesrum og lokaler til
samtaler og gruppeterapi.
Officiel indvielse
Herointilbuddet og den nye sundhedsfløj bliver
officielt indviet af Glostrups borgmester John Engelhardt (V)
torsdag den 11. marts. Kl. 12:00.