Dit Rum – Til børn, unge og forældre

Er du barn eller ung og pårørende til en misbruger?

Så kan du få hjælp hos os. Det er gratis, anonymt og uforpligtende.

Ring til os på telefon: 24 23 03 00

Vi snakker om hvilke tilbud, der passer bedst til dig.

Dit Rum hold

 

Hvilke tilbud har I? 

  • Individuelle samtaler
    Det her tilbud gælder for dig, der er barn eller ung mellem 6 og 25 år. Eller til dig, der er forælder under 25 år. For forældrene vil det typisk være i forhold til de mindre børn eller som støtte til det, de større børn og unge har brug for. Du kommer til at snakke med en af vores familierådgivere, som sammen med dig finder ud af, hvad du har brug for. Måske har du en masse praktiske spørgsmål eller en masse bekymringer, som du ikke kan snakke med andre om. Det foregår stort set 100 procent på dine betingelser – det vil sige, at du selv bestemmer hvor ofte, du vil ses; om du vil komme til os eller mødes et andet sted og i hvor lang tid, du har brug for at fortsætte i forløbet. Ring og hør mere om mulighederne i Dit Rum.
  • Familiesamtaler
    Familiesamtalerne er for dig, der er barn eller ung, og som gerne vil have nogle fra din familie – søster, onkel, moster eller farmor med. Det kan være en god idé for at komme frem til fælles forståelser og udrydde misforståelser i familien. Det er også til dig, der har småbørn. Selv små børn fornemmer, hvordan voksne har det. Og det kan give utryghed, når der ikke tales om det. Som forældre kan du være i tvivl om, hvad du kan fortælle dit barn og hvordan. I familiesamtalerne ser vi på de små skridt, der kan gøre en forskel i jeres familie. Ring og hør mere om mulighederne i Dit Rum.
  • Mentorordning (12-25 år)
    En mentor er en frivillig ung/voksen, der har valgt at mødes med dig cirka tre gange om måneden. Du kan for eksempel bruge din mentor til at få styr på lektier, studie eller job. I kan også tale om fremtiden, familie, kærester og venskaber. Det er dig og din mentor, der bestemmer, hvad jeres tid sammen skal bruges til. Du har din mentor i halvandet år, og det er Ungdommens Røde Kors, der står for vores mentorordning. Ring og hør mere om mulighederne i Dit Rum.
  • Netværkssamtaler
    Det betyder meget, når man har et netværk, der forstår og støtter én i hverdagen. Med netværkssamtalen får du mulighed for at samle de vigtigste personer omkring dig. Samtalen planlægges og holdes sammen med dig som ung eller med jer som forældre. Formålet er at få dit netværk til at forstå din verden og omvendt. På den måde kan vi sammen finde frem til, hvordan du kan få den bedste opbakning. Ring og hør mere om mulighederne i Dit Rum.
  • Børne- og ungegrupper (6-25 år)
    Børne- og ungegrupperne er der, hvor du kan møde andre i lignende situationer som din egen. Stofmisbrug eller alkoholisme påvirker ofte hele familien og er et svært emne at tale om. Derfor kan det være en lettelse at få snakket ud med jævnaldrende. En børne- eller ungegruppe mødes én gang om ugen. Ring og hør, hvornår vi starter en gruppe op med nogen på din alder.
  • Legestuegruppe (0-5 år)
    I legestuegruppen mødes vi en gang om ugen. Her deltager forælderen eller en anden voksen sammen med barnet. I legestuegruppen får du ny inspiration til familielivet og møder andre forældre med små børn. Vi spiser sammen, leger og snakker om emner, der er relevante for familierne. Det kan for eksempel handle om: Søvn, mad og måltider eller barnets følelser og udvikling. Du får også gode idéer til leg, samvær og aktiviteter i familien. Ring og hør, hvornår vi starter en legestuegruppe op.

 

Hvem kan få hjælp? 

Du er mellem 0 og 25 år og har en i familien, der misbruger stoffer eller alkohol.

Du er mellem 0 og 25 år og har haft en i familien, der tog stoffer eller drak.

Du er gravid og har en i familien, der misbruger stoffer eller alkohol.

Du er gravid og har haft en i familien, der tog stoffer eller drak.

 

Dit Rum er skabt for at hjælpe børn og unge. Det er jer og jeres behov, der er vores fokus.

 

Du er ikke alene. 

Over 122.000 mellem 0-18 år vokser op i en familie med et overforbrug af alkohol. Det kan være utrolig svært at snakke om, fordi det er et tabu. Og det kan være svært at finde ud af, hvad man skal stille op. Det kan faktisk være ret uoverskueligt. Lige meget hvor gammel man er.

Det ved vi fra mange års erfaring og arbejde med familier, hvor alkohol og hash, kokain, heroin og andre stoffer er en stor del af hverdagen på den ene eller anden måde. Men det er vigtigt at snakke om. Jo før, desto nemmere.

Dit Rum sted er et sted, hvor du kan få lov at snakke om de ting, der betyder noget for dig. Det kan være store som små ting – familien, vennerne, skoleopgaver, om optagelse på en fremtidig uddannelse eller følelsen af uro og ubehag i maven?

Som forælder er det heller ikke altid nemt at finde støtte, hjælp og forståelse. Måske har du brug for at vide, hvad du gør godt, eller hvad du kan gøre anderledes.

Du kan læse mere om de forskellige tilbud i Dit Rum ved at trykke på boksene længere nede på siden – eller du kan ringe til os og høre mere.

 

Hvor vil du mødes?

På Bakken 1 i Glostrup har vi et hus med samtalerum, grupperum og en have med bålhytte og legeplads.

Men vi vil også gerne møde dig et andet sted, hvis det passer dig bedre.

Ring til os, så finder vi ud af hvor!


Email this to someonePrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn

Indtast dine oplysninger hvis du vil kontaktes:

Dit fornavn

Dit telefonnummer

Eller ring til os på:

24 23 03 00

Indtal en besked og dit telefonnummer, så ringer vi tilbage hurtigst muligt.