Dét kan du gøre

Gode råd om at hjælpe

Vil du gerne hjælpe én du kender, så prøv at flytte fokus til åbenhed, nysgerrighed og rummelighed – det hjælper ikke at skælde ud eller være fordømmende. Dét klarer din pårørende med stor sandsynlighed selv.

Brugere/misbrugere er oftest fulde af skam og selv-stigmatiserende. Alligevel sidder de fast og har brug for hjælp.

Prøv i stedet at fortælle om din bekymring, hvad du ser og hvad du oplever – og hvad det gør ved dig. Du kan fx tale om hvad du oplever, når din pårørende er påvirket og fortælle, hvad du savner – måske noget I plejer at gøre sammen? Tag initiativ til at lave noget godt/sjovt sammen – som I plejer.

Prøv også at være nysgerrig på, hvad det er stofferne gør for din pårørende. Måske bruges stofferne til at lindre en følelse af utilstrækkelighed, angst, uro, ensomhed eller andet?

 

Når tingene er gået i hårdknude

Måske har problemerne allerede tårnet sig op. Stofbruget har stået på længe og situationen er gået i hårdknude. Du kan som pårørende have brug for at tale med andre om din situation, dine tanker og bekymringer og høre hvad andre har gjort i lignende situationer.

For mange pårørende er det meget belastende at være ufrivilligt vidne til og det påvirker mange pårørendes liv og hverdag og stofbruget kan i perioder fylde det hele.

Det kan være meget svært at stå med problemerne helt alene. Det er også vigtigt, at du er tro mod dig selv og fx aflyser en aftale med din ven/familiemedlem/partner, hvis han/hun har taget stoffer. Det nytter heller ikke at sidde hjemme og vente, du må give dig selv lov til at gøre noget, der kan fylde dig med energi.

Et længerevarende forbrug af stoffer, kan være svært at stoppe fra den ene dag til den anden. Er afhængigheden stor, kan det også tage tid, at se det i øjnene.

 

Du kan foreslå kontakt til et misbrugscenter, hvor man kan få en uforpligtende rådgivende samtale og måske tilbyde selv at gå med.

Hold døren åben og vær tålmodig – også når vedkommende er afvisende og vred på dig. Det handler sjældent om dig, men du kan være nærmeste ”bokse-pude”.


Email this to someonePrint this pageShare on FacebookTweet about this on TwitterShare on LinkedIn